Målfeltet | Samlingspunkt for sport og fællesskab
Målfeltet er en nyopført servicebygning ved Darup Idrætsanlæg, skabt til at understøtte både daglig klubaktivitet og større events som sportsstævner og i forbindelse med forberedelse og afvikling af Roskilde Festival.
Bygningen er udviklet med fokus på funktionalitet, fleksibilitet og fællesskab – og fungerer som et naturligt samlingspunkt for både spillere, frivillige og besøgende.
I hjertet af bygningen finder man et lyst og rummeligt opholdsrum, der fungerer som klublokale, møderum og festlokale. Et stort ovenlys præger rummets indretning og det grønne gulv giver associationer til fodboldbanernes grønne græs. Opholdsrummet har terrassedøre til udeophold og adgang udefra via vindfang med garderobe. Fra opholdsrummet er der adgang til et fuldt udstyret køkken, som også kan udvides med et udendørs pop-up feltkøkken til events. Køkkenet er indrettet med henblik på både daglig brug og midlertidig fødevareproduktion. Indretningen er en blanding af helt nye elementer og genbrug fra det eksisterende Darup Idrætscenter.
Oprindeligt er servicebygningen indrettet med to selvstændige omklædningsrum som supplement til eksisterende servicebygning på området – desværre er disse udgået af byggeprogrammet.
Dommeromklædningsrummet er fastholdt og supplerer dommerrummet i den eksisterende nabobygning, således tilbydes kønsseparerede dommeromklædningsrum. Dommerrummet har selvstændig indgang direkte fra det fri via blufærdighedssluse.
Facaderne er udført i i Termowood med børstet overflade og med den lodrette beklædning i felter i forudbestemt design. Lodrette lister opdeler facadebeklædningen sammen med de vandrette vandnæseprofiler.
Tagfod afsluttes uden tagrende og i stedet med tagpapbeklædt halvstaff. I terrænet optages tagvandet i en drænrende langs facaden.